fbpx

Hold tyvene væk

Varebiler og byggepladser udsættes hvert år for tyverier, der koster i omegnen af 500 mio. kr. Læs hvordan dit murerfirma kan gardere sig mod langfingrede gæster her i de mørke vintermåneder.

Vintermånedernes korte dage byder på massere af muligheder for, at indbrudstyve kan gå på rov, og det gælder ikke mindst hos håndværkerfirmaer. Faktisk er tendensen de senere år, at der sker flere og flere indbrud og tyverier fra varebiler og byggepladser. Det koster hvert år branchen i omegnen af 500 mio. kr., lyder vurderingen fra Dansk Byggeri.

Sikringspakke skal bremse tyverier

– Vi har fra vores medlemmer hørt meget om problemet med tyveri gennem flere år. Nu bliver vi nødt til at handle og tage kampen op mod tyvene, der tilsyneladende ser varebiler og byggepladser som et tag-selv-bord, siger direktør i Dansk Byggeri Michael H. Nielsen.

Brancheorganisationen har derfor lavet en en såkaldt sikringspakke sammen med sikkerhedsrådgivningsfirmaet yourCompany og forsikringspartneren Byggeriets Forsikringsservice. Pakken er lanceret under navnet ’Stop tyven’, og medlemmer af Dansk Byggeri kan få hjælp til tyverisikring ved at installere den.

Sikringspakken inkluderer, at få installeret GPS-udstyr og DNA-mærkning på værktøj i varebilen. Bilen bliver desuden synligt mærket så tyvene ved, at værktøjet er mærket. Det skulle tage ca. en times tid at få det hele på plads, og du kan læse mere om tiltaget mod tyveri fra håndværkerbiler.

Politiets råd til at undgå tyverier

Politiet sidder med rigtig mange erfaringer for, hvad tyvene går efter. Derfor har de en række råd mod tyveri:

  • Tyve går især efter varebiler med adgang til varerummet fra førerkabinen, så de er især udsat for indbrud. Politiet opfordrer derfor til, at man sikrer bilen godt og forhindrer nem adgang til varerummet.
  • Nogle steder er bedre egnet til et indbrud end andre. Du bør også overveje, hvor du parkerer bilen, og hvor nem bilen er at komme til for ubudne gæster i nattens løb.
  • Tyvene kan sælge ting, der ikke kan spores. Derfor opfordrer politiet til, at du mærker dit dyre værktøj, så det kan spores tilbage til dig.

– Vi er for at sige det lige ud godt og grundigt trætte af det omfattende tyveri fra varebiler og byggepladser. Derfor opfordrer vi alle vores medlemmer til at blive en del af kampagnen STOP TYVEN ved at få sikringspakken installeret, siger Michael H. Nielsen til sidst.

Har du fået sikret dig i forhold til de nye persondatakrav?

Læs også, hvordan du hurtigt kan finde dine tekniske hjælpemidler med mobilen.

 

X
X