fbpx

Hver tredje boligejer renoverer uden at kende reglerne

En ny undersøgelse viser, at hver tredje boligejer ikke har sat sig ind i BR18, før vedkommende går i gang med at renovere huset. Her spiller du som professionel murer med styr på de seneste regler og krav en vigtig rolle som rådgiver, så projektet kommer bedst muligt fra start og sikkert i mål.

Hvordan er det nu lige med isoleringskravene i BR18, når man fx renoverer badeværelse og gerne vil installere gulvvarme? Ifølge tal fra Dansk Byggeris energianalyse for 2019 er det langt fra alle husejere, der har styr på reglerne, før de selv går i gang.

Risiko for erstatningskrav og forsikringsproblemer

Faktisk viser tallene, at hele 32 procent af dem, der har købt hus inden for de seneste ti år og renoveret inden for de seneste fem år, ikke havde sat sig ind i reglerne først. Energipolitisk chef i Dansk Byggeri Camilla Damsø Pedersen forklarer på baggrund af undersøgelsen:

– Det er faktisk mange, der går i gang uden at kende reglerne. Det kan have store konsekvenser, når bygningsreglementet ikke bliver fulgt, og byggeprojekterne dermed er ulovlige. I tilfældet med gulvvarmen, så får man en alt for høj varmeregning, hvis man ikke isolerer efter de gældende regler.

– Og hvis huset ikke lever op til kravene i bygningsreglementet, og man sælger huset, risikerer man derudover et erstatningskrav fra de nye ejere. Det kan også give problemer hos forsikringsselskabet, hvis man ikke har fulgt reglerne, fortsætter Camilla Damsø Pedersen.

Hjælp boligejeren bedst muligt fra start og sikkert i mål 

Særligt når det gælder renovering og nyopførelse af vådrum som fx badeværelser er det afgørende, at reglerne følges til punkt og prikke, så blandt andet risikoen for fugt- og vandskader på grund af utætheder minimeres.

Her har du som professionel murer en vigtig rolle som rådgiver for bygherre. Du kan således være med til at sikre, at projektet overholder samtlige regler og krav i BR18 og dermed kommer bedst muligt fra start og sikkert i mål.

Trænger du til at få genopfrisket vådrumskravene, eller vil du gerne opkvalificere dig med en certificering inden for vådrumssikring? Så kan du som FlisePartner nemt få styr på regler og krav i BR18 og lære om de seneste løsninger på vores vådrumskurser i efteråret både på Sjælland og i Jylland.

Læs mere om FlisePartnerens certificeringer og få hurtigt overblik over dine muligheder her:

http://www.flisepartneren.dk/certificeringer/

X
X