Få hurtigt overblik over gamle materialer, når du renoverer
Så er der godt nyt til dig, der fx renoverer badeværelser i ældre ejendomme. Videncenter for Håndtering og Genbrug af Byggeaffald har lavet et gratis Digitalt Materialeatlas, hvor du nemt kan se, hvordan du håndterer de gamle og potentielt skadelige materialer.
Hvad skal der ske med byggeaffaldet, når du i forbindelse med en renovering fx udskifter fuger, klinker og gipsplader på et badeværelse? Og kan du eksempelvis mindske mængden af nye materialer i nybyggeriet ved at genanvende ældre materialer, du har liggende? Det kan du nu få hurtigt overblik over med det gratis Digitalt Materialeatlas fra Videncenter for Håndtering og Genbrug af Byggeaffald.
Både sundhedsrisici og mulighed for økonomisk gevinst
– Det handler i sidste ende om de personer, der helt konkret har hænderne på materialerne, når der rives ned og bygges om. Vi ved, at der er stor risiko for, at der kan være miljø- og sundhedsskadelige stoffer i gamle materialer, og derfor skal der skabes kendskab hos byggeriets parter, når de arbejder med de gamle byggematerialer,
Det fortæller miljøkonsulent Simon Stig-Gylling fra Dansk Byggeri. Han understreger samtidig, at Digitalt Materialeatlas giver viden om værdien ved de gamle byggematerialer, så det økonomiske incitament til genanvendelse bliver tydeliggjort.
Sådan bruger du Digitalt Materialeatlas
Digitalt Materialeatlas er lavet for at give dig en indikation af, om et givent byggemateriale bør genanvendes eller ej, og om der i så fald er en mulig salgsværdi. Du slår simpelthen op under materialetypen – fx isolering, beton, gipsplader eller elastiske fuger – og kan så se, hvordan du med stor sandsynlighed skal forholde dig til bortskaffelse af materialerne.
Du kan på den måde bruge vurderingerne af materialerne i Digitalt Materialeatlas som et hurtigt første skridt til korrekt håndtering af byggeaffaldet i forbindelse med renoveringer. Det gør det bl.a. lettere for dig at fokusere dit dokumentationsarbejde efterfølgende.
Du finder Digitalt Materialeatlas her:
http://www.vhgb.dk/genanvendelse/materialeatlas/
Du kan desuden læse mere om Videncenter for Håndtering og Genbrug af Byggeaffald her:
http://www.flisepartneren.dk/bedre-muligheder-for-hndtering-af-byggeaffald
Udnyt dine digitale muligheder i det daglige
Som murer kan du spare tid og får lettere ved at finde de oplysninger, du skal bruge, når du altid har din smartphone eller tablet ved hånden. Med ARDEX-app’en kan du fx hurtigt lave præcise forbrugsberegninger og ajourføre dine projektspecifikke materialer, mens du står på selve byggepladsen.
Du kan gratis downloade ARDEX-app’en på iTunes eller Google Play ved at søge på ”Ardex Nordic”.
Læs også om den nye digitale Fugeguide fra Fugebranchen FSO:
http://www.flisepartneren.dk/alt-hvad-du-skal-vide-om-fuger–lige-ved-hnden