fbpx

Det er mere attraktivt at være faglært i dag

To ud af tre danskere mener, at det er mere eller ligeså attraktivt at være faglært håndværker i dag som for ti år siden. Det dokumenterer en ny undersøgelse fra Danmarks Statistik, der dog også viser, at de unge er mere skeptiske.

Respekten for håndværksfagene vokser, hvis man skal tro en ny undersøgelse fra Danmarks Statistik. Her har knap halvdelen af de adspurgte svaret, at det i dag er mere attraktivt at være faglært, end det var for ti år siden. Samtidig vurderer 18 pct., at håndværksfagene er ligeså attraktive i dag som for ti år siden.

Fordommene er ved at fordufte

– Det er glædeligt, at langt størstedelen af danskerne mener, at livet som faglært er blevet mere attraktivt. Vi kan glæde os over, at fordommene omkring en faglært uddannelse så småt er ved at fordufte, siger underdirektør i Dansk Byggeri, Louise Pihl.

Hun understreger dog i samme forbindelse, at der stadig ligger et stort arbejde i at få de unge med på vognen. Det bekræftes af undersøgelsen, hvor kun halvdelen af de 16-29-årige mener, at det er ligeså eller mere attraktivt i dag at være faglært end for ti år siden.

Knap en tredjedel (30 pct.) af de unge i undersøgelsen mener endda, at det er blevet mindre attraktivt at være håndværker. Ifølge Dansk Byggeri er dette et faresignal for virksomhederne i en tid, hvor der er behov for flere faglærte.

– Vi står i en situation, hvor vi i 2027 kan risikere at mangle 73.000 faglærte, hvoraf de 17.000 kommer til at mangle i bygge- og anlægsbranchen. Det er noget, vi er nødt til at handle på, supplerer Louise Pihl.

Du kan læse hele undersøgelsen fra Danmarks Statistik her:

http://www.danskbyggeri.dk/media/29379/er-det-mere-attraktivt-at-vaere-faglaert-i-2408972_-1-2.pdf

Gør firmaet attraktivt for de unge talenter

Ifølge organisationen Dansk Håndværk er det især de mindre firmaer, der tager sig af oplæringen af de næste generationer, mens de større snupper de unge, når de først er færdigudlærte. For at undgå, at din dygtige lærling smutter, når uddannelsen er slut, kan du allerede tidligt begynde at køre vedkommende i stilling til et job i firmaet.

Også øget selvbestemmelse og større indflydelse på eget arbejde er faktorer, som kan gøre dit firma mere attraktivt især for de unge.

Læs flere tips til rekruttering og fastholdelse af medarbejderne her:

http://www.flisepartneren.dk/find-og-fasthold-de-rette-folk

Læs også, hvordan murerfirmaet Artus Byg bruger FlisePartneren til at styrke firmaets profil via opkvalificering og specialisering i de opgaver, der er stor efterspørgsel på hos kunderne:

http://www.flisepartneren.dk/lyse-fremtidsudsigter-i-murerfaget

X
X