Nyheder fra
byggebranchen
Solide skulderklap til årets håndværkere

Solide skulderklap til årets håndværkere

Den 5. april blev landets bedste håndværkere fejret i Cirkusbygningen til award showet ÅRETS HÅNDVÆRKER™. En af kategorierne var Årets Murer, som sponseres af FlisePartneren. Vinderen af kategorien Årets Murer med mere end fem ansatte blev Carasco ApS, der selv er FlisePartner.

Der var fest og glade dage, da byggeriets førende leverandører, håndværkere og øvrige aktører mødtes den 5. april til fejring af de mange mænd og kvinder, som leverer godt håndværk til hele landet. Blandt kategorierne var ’Årets Murer’ og ’Årets Murer med 5+ ansatte’, som FlisePartneren er sponsor for.

- Vi ønsker at give det gode håndværk et skulderklap. Vi synes, det er vigtigt at hylde de mange håndværksfirmaer, som hver dag yder en ekstra god service over for kunderne. Derfor er det særligt opløftende at se så stærkt et felt af nominerede – ikke kun inden for murerfaget, men inden for alle kategorier, siger Mikkel Falkenstrøm, teknisk konsulent i ARDEX.

Overrasket og glad vinder

Årets murer med mere end fem ansatte blev murerfirmaet Carrasco, der både foretager store og små byggeopgaver samt totalentrepriser:

- Det betyder alt for os at vinde prisen. Vi har været nomineret fire år i træk. Vi regnede ikke med, at vi ville vinde. Vi er overraskede og stolte, lød det fra den glade ejer af firmaet Martin Carrasco.

Carrasco er medlem af FlisePartneren, som ARDEX stiftede i 2014 for at give murerne et fagligt fællesskab. Gennem FlisePartneren kan murerfirmaerne opkvalificere sig inden for emner som radonsikring, vådrum og natursten og dermed styrke deres profil og konkurrenceevne. Og denne service er da også blevet taget imod med åbne arme af Carrasco:

- Da de tilbød et kursus i vådrum, tog vi imod tilbuddet med kyshånd. Kunderne er meget bekymrede for, om der kan ske fejl, når det handler om vådrum. Det er jo ikke småpenge, det drejer sig om, når der skal laves badeværelser. Så det giver kunderne en stor tryghed, at vi kan sige, at vi er certificerede i vådrum gennem FlisePartneren. De kan se, at vi har styr på det, siger Martin Carrasco. 

FlisePartneren sætter vinderholdet
FlisePartneren har mere end 300 fagligt dedikerede medlemmer, der markerer sig stærkt inden for faget. Således var mere end halvdelen af de nominerede til ÅRETS HÅNDVÆRKER™ inden for murerkategorien i år medlem af FlisePartneren.

Det gælder også vinderen af kategorien Årets murer med under fem ansatte, Mester-Murer ApS. Faktisk har der stået FlisePartnere på scenen til ÅRETS HÅNDVÆRKER™ fire ud af de fem år, der er gået siden lanceringen af partnerskabsordningen.    

- I ARDEX er vi stolte over, at så mange FlisePartnere igen i år var nominerede til prisen som Årets Murer. Det beviser, at det er vigtigt som håndværker at være up to date med den nyeste viden for at kunne levere den service, kunderne efterspørger, slutter Mikkel Falkenstrøm.

Se overrækkelsen af priserne for Årets Murer her

 

1 kommentar(er)

Klik her for at skrive en kommentar til artiklen

Skrevet af